Om Kirsten Kjær

Kirsten Kjær er født den 14. november 1893 i landsbyen Vester Thorup langt ude på landet mellem Limfjorden og Vesterhavet. Hendes far stod for det lokale mejeri. Som barn var hun meget følsom, og som ung havde hun svært ved at finde ud af hvem hun var. I 1918, 25 år gammel, giftede hun sig lidt imod sin vilje med maleren Frode Nielsen (Dann). Hun havde svært ved at tilpasse sig en almindelig husmoderlig tilværelse i provinsen, og årene 1921-23 tilbragte hun det meste af tiden med en turnerende teatergruppe og tænkte alvorligt på at blive professionel skuespillerinde. I 1924 fik hun imidlertid en svær depression der blev yderligere forværret af en operation for tuberkulose. Hun kom sig og vendte tilbage til Frode, der på det tidspunkt levede af at restaurere kirkeinventar. Mens de sammen arbejdede i kirken i Løgumkloster tog Kirsten penslerne og malede, som 32-årig, sit første portræt. Fra da af vidste hun hvad hun ville. I 1926 rejste hun sammen med Frode til Kalifornien hvor hun fik sit gennembrud som maler. I 1929 vendte hun alene tilbage til Danmark hvor hendes portrætter blev modtaget med stor interesse. Hun tilbragte nogle måneder hos den verdensberømte forfatterinde Karin Michaëlis som skrev ‘Hjertets Vagabond’ om Kirstens vildsomme liv i Amerika. Men Kirsten følte sig udleveret af bogen og den følgende vinter flygtede hun til Mallorca og Paris.

I mellemtiden havde hun mødt redaktøren og skuespilforfatteren Anders Olsen som hun helligede megen tid og opmærksomhed i de følgende år. I 1933 lod hun sig invitere til Skagen for at male et portræt og hvor hun efterfølgende mødte mange interessante mennesker og fik mange venner. Hun kunne bo gratis hos Ingeborg Østergaard på Skagen Hotel. Her mødte hun også to svenske kulturpersonligheder, forfatterinden Brita von Horn og digteren Elsa Collin som hun blev dybt fascineret af. De to svenskere havde eget hus i Skagen, men tilbragte vinteren i Stockholm hvor de prøvede at introducere både Kirsten og Anders i de lokale kunstcirkler. Gennem Anders fik Kirsten kontakt med mange politikere og skuespillere, som hun malede, men hun fik ikke tid til at male så meget som hun gerne vil. Anders døde i 1938 og Anden Verdenskrig stod for døren. Kirsten kastede sig over at hjælpe politiske emigranter og under krigen stillede hun sin lejlighed til rådighed for modstandsbevægelsen.

I 1943 på hendes 50-års fødselsdag blev foreningen Kirsten Kjærs Venner stiftet med det formål at støtte hende økonomisk så hun kunne opretholde lejligheden i Lille Kongensgade i København. Uden denne vennekreds ville det have været vanskeligt for Kirsten at overleve og opretholde en base som hun altid kunne vende tilbage til efter sine mange rejser; til Warszawa i 1947, til Lapland 7 gange i de følgende år, til Island fra 1955-57, og til Tunis og Liberia i 1960´erne. Hun beholdt sin livskraft og evne til at male til sent i livet –  hun var 91 da hun startede sit sidste billede på plejehjemmet nær museet.

Litteratur:

Karin Michaëlis: Hjertets Vagabond (1930)

Johan Møller Nielsen: Kirsten Kjær (1973)

Harald Fuglsang: Kirsten Kjær “allerede som barn var jeg anderledes” (2004)

Film: Kirsten Kjær – en hjertets vagabond (1982)

Film: Kirsten Kjær og Hendes Museum (At være sig selv), af Jørgen Vestergaard (fra 2008, 33min)

Museums-kataloget

Årsrapporter