22.11.2025 11:00-16:30
Kirsten Kjærs Museum afholder denne lørdag et helt særlig arrangement, hvor natur, kreativitet og hygge går hånd i hånd med en unik musikalsk oplevelse og præsentation af udgivelsen til udstillingen “Vandrende hjerte” i følgende program:
11-12:30 Formiddagshygge med naturens materialer, æbleskiver og boller, te og kaffe
13:00 Samles vi i John’s Hall til en eksklusiv koncert med Synne-Louise Tomeriksdatter (Lucy Mardou), sang og akustisk guitar.
13:30 præsenteres kataloget til udstillingen “Vandrende hjerte” af Pia Skogberg
13:40 oplæg af kunsthistoriker og forfatter Hanne Abildgaard
14:30 og 15:30 rundvisning i udstillingen (artist talk)
Formiddagshygge med naturens materialer. Vi mødes kl. 11 og går ud i omgivelserne og samler materiale for at lave kranse med mangfoldige udtryk. Æbleskiver og boller. Te og kaffe. En aktivitet for alle nysgerrige.
Eftermiddagen starter med en eksklusiv koncert med lokale Synne-Louise Tomeriksdatter også kendt som Lucy Mardou. Efter tre år, hvor musikken har lagt på hylden, er Lucy på sin helt unikke måde så småt på vej ud af skyggerne og ind i rampelyset igen. I denne koncert inviterer Lucy os ind i et melankolsk, men også til tider sprudlende univers og fylder salen med en guitar og sin autentiske stemme, hvor hun præsenterer en håndfuld af egenkomponerede sange om rejsen gennem livet, fysisk og mentalt.
Kataloget til udstillingen Vandrende Hjerte introduceres af Pia Skogberg, leder af Kirsten Kjærs Museum. I udgivelsen præsenterer kunsthistoriker Nanna Stjernholm Jepsen udstillingens kunstnere Stine Deja, Nour Fog, Ida Kvetny, Nicolai Risbjerg og Hannah Toticki, deres værker og forbindelserne til Kjær og Michaëlis’ virke. Forfatter og foredragsholder Sara Alfort og Hanne Abildgaard dykker ned i den historiske dimension.
Denne eftermiddag fortæller Hanne Abildgaard om relationen mellem Kirsten Kjær og Karen Michaelis i foredraget “Kunstnermøde med konsekvenser”.
Kaffebord, glögg og ild i pejsen. Fri entre hele dagen.
Billede: “Superposition”, Ida Kvetny 2025. Foto: Ole Akhøj. Forside på kataloget.
“Vandrende hjerte” er støttet af Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, 15. Juni Fonden, Beckett Fonden, Spar Nord Fonden samt Statens Kunstfond.