28.03.2026-28.06.2026
Udstillingen LED tager afsæt i Kirsten Kjærs Museum som en forgrenet bygning rig på historier. LED er en undersøgelse af overgange og forbindelser – mellem mennesker, tid og sted.
Med dette udgangspunkt har Heidi Hove, Ulla Eriksen og Maya Peitersen skabt nye værker, der på forskellig vis udforsker LED som forbindelser, forlængelser og forskydninger. Det er mellemmenneskelige relationer som venskaber og familiære bånd på tværs af generationer. Det er forbindelser til omgivelser og mellem forskellige opfattelser af virkelighed. De tre kunstnere kredser på hver deres måde om porøsiteten i disse forbindelser.
Kunsthistoriker Nanna Stjernholm Jepsen har udarbejdet tekstformidling til LED. Citat af Stjernholm Jepsen:
”Med sine tre bogstaver og sin enkelte stavelse er led tilsyneladende et undseeligt ord. Men som med mange småord er betydningerne mange, og det afspejler sig i udstillingens værker, hvor forskydninger og forskubbelser skaber både subtile og prægnante møder. Led er samlingspunktet mellem to knogler, der gør kroppens bevægelser mulige. Led er en låge, der fører fra ét til noget andet. Led er de enkeltdele en kæde er udgjort af, både konkrete og metaforiske dele af helheder.”
Kunstnernes udtale:
Sammen ønsker vi at præsentere en udstilling med mange forgreninger, for derved at arbejde os ind i museets kerne med dets særlige stedslige og mentale kontekst. Museet er en særlig magnet i Thy, som tiltrækker mange forskellige mennesker. Vi ønsker at sætte en dagsorden, som er relevant i et lokalmiljø såvel som for besøgende, der kommer langvejs fra.
Udstillingen har modtaget støtte fra Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond samt Statens Kunstfond.
Heidi Hove https://heidihove.com/
Ulla Eriksen https://ullaeriksen.com/
Maya Peitersen https://maya-peitersen.com/